Truede sig til penge med kniv - politiet er i hælene på røver
Mandag aften trådte en mand ind på tankstationen Q8 på Randersvej i Aarhus. I hånden havde han en kniv, som han brugte til at true tankpasseren til at udlevere kassebeholdningen. Det fortæller René Ludvig, vagtchef ved Østjyllands Politi.
- Der står en gerningsmand mere udenfor. Vi er hurtigt til stede, og under en time senere finder vi en person i området, som passer på signalementet af ham, der står udenfor, fortæller han.
Der er tale om en 51-årig mand fra Aarhus, som bliver anholdt og sigtet. Han er i forvejen kendt af politiet.
Gode spor
Røveren med kniven er stadig på fri fod, men René Ludvig har en god formodning om, at man får fat i vedkommende.
- Vi vil gerne have fat i gerningsmanden. Vi har et rigtig godt signalement og videoovervågning. Der er også tekniske spor på gerningsstedet, og der er en medgerningsmand. Jeg formoder, vi kan finde frem til ham, siger vagtchefen.
- Når man laver sådan noget, så er det ikke bare sammen med én, man møder tilfældigt, konstaterer han.
Anmeldelsen om røveriet kom klokken 22.23. Røveren på fri fod kom af sted med et ukendt beløb.